Ny limteknologi kan lave superlim uden epoxy

Posted · Add Comment

Partnerskabet Kemi i Kredsløb arbejder sammen med iværksættervirksomheden RadiSurf om at skabe fremtidens superlim, som kan lime metal og plast uden epoxy og andre giftige stoffer.

Lim, der i dag bruges for at få en meget stærk vedhæftning mellem metal og plastik, er ofte baseret bl.a. på sundheds- og miljøskadelige epoxy- eller cyanoakrylatforbindelser. Nu hjælper partnerskabet Kemi i Kredsløb iværksættervirksomheden med at skabe fremtidens superlim til industrien uden skadelige limteknologier.

RadiSurf har udviklet og patenteret en ny limteknologi, som er baseret på såkaldte polymerbørster, der kan binde metal og plast endnu stærkere sammen end i dag uden skadelige stoffer. For at gøre denne proces miljømæssigt endnu bedre arbejder to af Kemi i Kredsløbs partnere, Teknologisk Institut og DHI, sammen med RadiSurf mod at gøre processen vandbaseret og derved uden organiske opløsningsmidler.

“Brugen af skadelige opløsningsmidler skal udfases, så processen bliver mere anvendelig for industrien, sikrer bedre arbejdsmiljø samt påvirker miljø og sundhed langt mindre end i dag” – siger konsulent Simon Frølich, Teknologisk Institut.

Målet med projektet er en teknologi, som industrien kan tage i brug i stedet for fx at lime emner med epoxy eller cyanoakrylat og uden brug af organiske opløsningsmidler. Derved kan krævende produktioner inden for bl.a. medico- og elektronikindustrien skifte til en miljøvenlig løsning, som samtidig sikrer en endnu bedre vedhæftning.

Det fælles projekt med RadiSurf indgår som et virksomhedsprojekt under partnerskabet Kemi i Kredsløb og er finansieret af Miljøstyrelsen via midler afsat i Kemi i Kredsløb.

Epoxy er et stærkt bindemiddel. Epoxyprodukter bruges, fordi de hærder meget hårdt op og dermed er ekstremt slidstærke. Epoxyforbindelser reagerer let med biologiske materialer og kan derfor være sundhedsfarlige. Pga. de sundhedsskadelige effekter forbundet med arbejde med epoxy er der lovkrav om speciel uddannelse for at arbejde med epoxyprodukter i industrien.

Cyanoakrylat anvendes bredt som superlim, da det hærder hurtigt og binder stærkt. Ligesom epoxy har cyanoakrylat sundhedsskadelige effekter og kan give allergiske reaktioner eller kan fremkalde utilpashed, hvis man udsættes for det gentagent. Derudover reagerer det kraftigt med nogle materialer og kan dermed give forbrændinger pga. den dannede varme.

 

FOR MERE INFORMATION, KONTAKT:

Gitte Tang Kristensen, Teknologisk Institut
Projektleder for Kemi i Kredsløb
gsn@teknologisk.dk
+45 72 20 10 95

Mikkel Kongsfelt
CEO of RadiSurf
+45 91 91 91 10
mikkel@radisurf.com

 

OM RADISURF

RadiSurf er et R&D start-up, der startede i 2015 som et spinoff-selskab fra Aarhus Universitet. RadiSurf fokuserer på at udvikle nye nanoteknologi-baserede adhæsiver, der opfylder kundernes specifikke krav og samtidig kan skaleres til industriel brug.